Igår kom jeg forbi et par butikker på vejen hjem. Det var sgu ganske informativt…
Først Woodstock guitars. Meget flink ung mand – jeg fik prøvet et par ting, bl.a. en jazz-box fra Epiphone. En Broadway, tror jeg. Vi snakkede lidt om strenge… guitaren var sat op med alm 009-strenge, og den lød simpelthen skidt. Den var heller ikke videre sjov at spille på. Jeg gad vide, om ikke det er derfor, man ret ofte kan finde rimelige jazzguitarer billigt i den blå? De er ikke fede med tynde strenge, og med tykke flatwounds bliver det pludselig en mere krævende opgave at spille på dem..? Hmm… vil jeg så selv ha en jazzbox..? Og pludselig står man i en eksistentiel krise…
Til gengæld kan man simpelthen få en spritny Tokai Les Paul for 3.900, så der er håb forude i den Blå!
Turen gik videre til nye erfaringer i WoodSound. Egentlig er jeg lidt ude efter at finde ud af, hvad jeg gør med min Epiphone 12-strengs: jeg er begyndt at skrabe lakken af med plektret, så der skal en pickguard på snart. Samtidig er lyden ikke noget at råbe hurra for. Den lille mikrofon, der sidder i, lyder meget dåser.
Jeg fik prøvet en Ole Kehlet guitar til 35.000 med det bedste piezo_system, man kan få. Det lyder stadig skidt. Om, så nu ved jeg, at jeg roligt kan sætte mine forventninger (og mit budget og mine indviklede byggeplaner) nogle hakker ned…!
Jeg hilste også på en 12-strengs Martin. Min Yamaha lyder stadig bedre, synes jeg…
Alt i alt en indbringende shoppetur: købte en switch til min DeArmond for 120. Sparet: 2-3.000 til piezosystem… 3-4.000 til en jazzbox – og en billig Les Paul forude, måske.. (selv om jeg hellere vil have en Hagstrøm Swede!)…