Det er et af de spørgsmål, man frygter at få stillet fra familiens tre-årige. De vil jo gerne have et klart og forståeligt svar. Og de har ingen respekt for, at spørgsmålet har været en kampplads i tusindvis af år.
Lad os starte på en treårigs niveau: Kan en treårig forstå (sin) verden? Far og mor, søskende, sit værelse, legetøjet, mad, søvn osv. Så absolut, da! Kan en treårig forstå (hele) verden? Ikke fra start af – held og lykke med at udlægge de finere nuancer i kvanteteorien – men det er vel ikke urimeligt, at hævde, at et menneske vil kunne forstå alt det verden, det menneske retter sin interesse mod?
Er det så urimeligt at urimeligt at hævde, at menneskeheden tilsammen kan forstå alt, hvad vi retter vores interesse imod? Næ. Men det er der nogen, der synes: verdens religioner har fra dag 1 bygget på, at der er ting, mennesket ikke KAN forstå, rent og skært principielt. Søren Kierkegaard var fx ret træt af sin tids videnskabelige landvindinger:
“Nu skal man til Australien nu til Maanen, nu ned i en Hule under Jorden, nu Fanden i Vold i Røven – efter en Indvoldsorm; nu skal Teleskopet bruges, nu Mikroskopet: hvo Satan kan holde det ud!”
Lidt mindre spøgefuldt: Argumenterne for at mennesket ikke kan forstå verden bygger på to forskellige hovedargumenter: 1) det enkelte menneske kan ikke forstå alting og 2) vores erkendelse kan aldrig blive fuldkommen – der er altid mere at forstå.
Det er rigtigt, at ét menneske næppe kan overskue hele summen af menneskelig viden på en gang – hvad man så også skulle med det. Fordi viden er jo først viden, når man skal bruge den til noget. Der er ingen spas ved at kunne fransk, hvis man er i et selskab uden fransktalende. Og – tro mig, jeg har prøvet – det løfter ikke en fest at sidde og råbe vilkårlige post- og telefonnumre op. Menneskelig viden er altså snarere den viden, mennesker bruger i fællesskab, end det, der ligger og roder i hjernekisten. Samtidig betyder det sociale aspekt af det at skabe viden (ta-dah! videnskab..!) naturligvis osse, at opgaven i sig selv bliver lettere og at vores viden bliver mere nuanceret og facetteret end hvis kun én ad gangen skulle skaffe noget.
Det er jo også fuldkommen korrekt, at vi aldrig kommer til at få den fulde indsigt i alting – der vil altid være under-niveauer, nuancer osv. Men det er til dels også selve sagens natur: vi søger forklaringer på de fænomener, vi står over for – og reducerer de kendsgerninger, vi finder til viden. Hvorfor står solen op i morgen? Fordi vi har set den gøre det så tit – vi kan se af forskellige fænomener, at jorden og andre planeter drejer om solen og at jorden drejer om sig selv – vores viden om forskellige processer giver os en forståelse af solens indre liv og så videre. At solen står op igen i morgen er en voldsom reduktion af de seneste årtusinders menneskelige videnskab. Men en treårig kan forstå det!
Der er garanteret nogle, der vil synes, at jeg snyder på vægten her: sagde ikke allerede Descartes, at vi ikke kan være sikre på, hvad vores sanser fortæller os – og det er mange hellige skrifter jo enige i. Her kan du lige lægge Kliches “OK OK Boys” på den indre grammofon og lytte til Buddhas flammetale, der kører i baggrunden af nummeret. Men det er netop her, sagen spidser til: vi ved godt, at vi – som enkeltindivider – ikke kan stole på vores sanseapparat. Det er ikke noget guddommeligt garanteret stykke maskineri. Derfor er vi nødt til at vælge, om vi vil eller ikke vil kunne forstå vores verden.