Som tidligere nævnt, er temaet for MRs oktobernummer Brexit, og de har to artikler, som forholder sig til en af de mest markante tekster (Costas Lapavitsas: The Left Case Against the EU, Polity, 2019) samt et svar fra Lapavitsas selv.
Den anden artikel er Andy Storeys artikel, hvor han tager udgangspunkt i at Lapavitsas mener at en udtræden af EU kan være basis for at reclaime landets suverænitet. Storey fremhæver her, at det ikke i sig selv befrier landet fra den neoliberale politiks greb. Tværtimod beskriver Storey, hvordan snart sagt alle Euro-landenes eliter internt har en neoliberal konsensus. Derfor vil venstrefløjens muligheder i forbindelse med en afgang fra EU altså også afhænge af den nationale klassekamp (Storey tager dog ikke dette ord i sin mund..). Case in point:
In other words, UK austerity was homegrown, a domestic policy choice not forced upon the country by the EU. And it was chosen because it suited the interests of UK capital (supposed German hegemony was irrelevant here) and was supported by most UK parliamentarians, including not just Conservatives but also many of the Blairites still chafing under Corbyn’s leadership of the Labour Party.
Andy Storey
Storey udmaler derefter et mareridts-scenarie, hvor en socialdemokratisk ledet britisk regering fortsætter Thatcher-tidens angreb på den almindelige befolkning under dække af fremmedhad. Venstrefløjen skal altså være klar på såvel muligheder som trusler i forhold til at forlade EU.
Tre argumenter skal ifølge Storey særligt være afklaret:
- Kontrol med indvandring – vil man det? Lapavitsas mener ja, men Storey finder det svært at tro på international solidaritet med dem, man forsøger at lukke ude (i den forbindelse ser Storey tilsyneladende helt bort fra, hvilken rolle Storbritannien eller andre EU-lande spiller i at gøre livet uudholdeligt i andre lande – og hvilken rolle en antiimperialistisk udenrigspolitik kunne spille!).
- Er mulighederne for at bøje EU’s regler udtømte – kan man føre en progressiv politik inden for EU? Nok er de formelle sammenhænge uhjælpeligt reaktionære, men kan EU gennemtvinge, at medlemslandende følger reglerne? Spørgsmålet er her (bl.a.) hvordan det græske eksempel skal forstås. Storey mener, at problemet var Grækenlands medlemskab af Euroen – her vil en række andre lande (bl.a. Danmark og Storbritannien) have helt andre og videre muligheder. Storey har vist her desværre misforstået de reelle muligheder: det er ikke et kun et spørgsmål om, hvorvidt man kan trykke sine egne pengesedler, men om hvorvidt de andre EU-lande – ikke mindst kreditorlandene! – vil understøtte ens politik. Og det gælder lige så vel Danmark som Storbritannien og resten af EU. Noget andet er så, at hvis man er nødt til at rulle sig ud af aftalerne en efter en, kunne det være passende at man fra starten af satte en retning for projektet. Og så er vi tilbage ved “remain or leave” igen.
- Hvad er holdningen til nationalstaten? I mange tilfælde – ikke mindst Baskerlandet, Italien og Irland – vil afgangen fra EU-medlemskabet rejse fornyede spørgsmål om regioners og minoriteters selvstyre. Bemærk i øvrigt, at Grønland ikke er på denne liste (en del af løsningen var, at Grønland bare ikke er medlem af EU..! Så – som Storey rigtigt skriver – det er et opmærksomhedspunkt (og en mulighed for at føre en progressiv politik i forlængelse af en udgang fra EU).
Et venstrefløjs-bud på en afgang fra EU skal altså – mener Storey – kunne besvare disse spørgsmål:
- Will exit from the EU lead to greater or less neoliberalism in the country concerned?
- Will exit from the EU result in greater or less racism and discrimination directed against foreigners, migrants, and ethnic minorities? ◦Related to this last point, would left support for tightened immigration controls boost (however unintentionally) such racism and discrimination?
- Might a strategy of progressive defiance of EU rules and regulations constitute a viable (perhaps preferable) political alternative to a full-blown campaign (from the outset) for exit from the EU?
- How would exit from the EU impact critical so-called national questions within the country in question?
På den baggrund udmaler Storey, hvordan et venstre-Exit skal navigere imellem Scylla (EU’s autoritære neoliberalisme) og Charybdis (højrenationalisme).