De senere måneder og år har været fulde af sager om svindel i den offentlige sektor. Selv Arbejderens blogger, Bjørn Elmquist har et synspunkt: der skal være et politiske ansvar, og der skal kradse midler til.
Jeg holder meget af Bjørn Elmquist, men her skulle han have tænkt sig om. Skal der placeres et politisk ansvar, må det falde på de seneste mange års folketingsflertal (inklusive Enhedslistens deltagelse i finanslovsforlig!) – det eneste middel, der vel kan være tale om, er et nyvalg. Og dem har der været adskillige af i de år, hvor miseren er opstået. Eventuelt skal man så dømme alle med et ansvar ude..? Tja, det vil ihvertfald skabe et generationsskifte i dansk politik..!
Det ser ud til, at Berlingskes lederskribent har en mere behersket løsning:
https://www.berlingske.dk/ledere/skandalerne-i-staten-bunder-i-daarlig-ledelse
Tante Berlingskes løsning er naturligvis øget privatisering. Altså, nu skal man vel ikke vente andet af en hund end at den gør – naturligvis er den borgerlige løsning på offentlige problemer privatisering. Men lederskribenten har fat i noget her. Bare ikke det hele…
a) det er korrekt, at ledelseskulturen i kommuner, regioner og centraladministrationen handler om at glæde politikerne. Det gør man ved at implementere de løsninger, politikerne enes om (fx privatisering) og ved at give politikerne muligheder for at vise handlekraft og resultater (tænk på, hvor hurtigt, der blev etableret grænsekontrol ved den svenske grænse i f m bombesprængningen ved Skattestyrelsen). Der skal ikke stilles spørgsmål eller tvivles. Kan man ikke lide lugten i bageriet, må man hellere gå. Samtidig er der naturligvis den balance i det, at politikerne påberåber sig fagligheden hos ledelsen og/eller anvender eksterne konsulenter (med eller uden politiske forbindelser) som uvildig faglighed.
En bagvedliggende årsag til at disse særtræk synes at have taget til, kunne være EU-medlemskabet, særligt det finanspolitiske samarbejde: der er ikke noget reelt at føre dansk politisk diskurs om i disse år! En politiker, som ønsker at præge dagsordenen og vise handlekraft må derfor finde nogle passende enkeltsager – og det kræver administrationens aktive medvirken, i modsætning til reelle politiske eller ideologiske debatter.
b) i de seneste 20-30 år har New public management og tilpasningen af den offentlige sektor både medført nye styringsvilkår og en stigende fokusering på at levere ydelser til borgerne så effektivt som muligt. En ikke uvæsentlig virkning heraf har været at man har fjernet store dele af de mellemliggende kontrol- og styringslag i den offentlige sektor, ikke mindst gennem digitalisering og strukturtilpasning (fx SKAT). Det betyder, at de tilbageværende menige medarbejdere får et langt større ansvar, mens ledelseslagene får stadig mindre faglige indsigt til kontrol – og stadigt flere øvrige opgaver (især politiske).
c) den udbredte digitalisering af den offentlige sektor var oprindeligt bygget på to hovedplatforme: Datacentralen og Kommunedata. Begge er blevet “firmatiseret” og frasolgt til forskellige kapitalfonde. Konsekvensen er, at den offentlige sektor må tage systemerne og deres implementering som de er, uden mulighed for at kunne styre eller modvirke problemstillinger.
Løsningen er selvsagt ikke øget privatisering – det er en væsentlig del af problemets oprindelse. Mulige løsningsveje kunne være:
a) klarere krav til den offentlige ledelse, herunder vægtning og økonomisk prioritering af ledelse og kontrol. Men det koster og det giver flere offentligt ansatte i administrationen. Det logiske svar herpå ville være at droppe New public management, men de politiske følger ville være uoverskuelige.
Skal man gå radikalt til værks, kunne vi jo overveje medlemskabet af EUs økonomiske og monetære union (og dermed det indre marked).
b) rul dele af strukturreformerne tilbage og byg sikker administration og kontrol ind som en del af kravene til den nye struktur. Også det koster penge, set i forhold til de visioner, Folketingets flertal har foregøglet os i 2000-2018. Well, de løj eller vidste ikke, hvad de talte om… og det kommer til at tage nogle år, inden alting virker igen.
c) Moderniseringsstyrelsen og SKI mm magter kun at købe ind på sælgerne præmisser. Det er nødvendigt med etablering af offentlige organisationer, der magter at varetage udvikling og implementering selv. Fjern en eventuel (misforstået!) beskyttelse af CSC og KMD. Hvis de nægter at medvirke, så gen-nationaliser dem og lad dem indgå i de nævnte organisationer.