Det starter naturligvis ikke med Internationale. Men alligevel gør det. Året var 1871 – Eugène Pottier (1816-1887) skrev et digt om Internationalen, mens han måtte skjule sig for de kontrarevolutionære tropper i det besejrede Paris. En sang om den arbejderforening, om arbejdernes oprør og magt. Og skrevet med angivere og mordere om ørerne. Det oprindelige digt starter med en strofe om Internationalen og fortsætter med seks vers, hvorefter den slutter med de indledende ord.
Pottiers digt var skrevet på Marseillaisen, som dengang var de oprørskes sang. Melodien, vi kender i dag, kom først senere. Inden da var Pottier i årelang landflygtighed, og han døde også i 1887, dvs inden melodien blev skrevet.
I 1888 holdt et arbejdersangkor i Lille – “Arbejdernes Lyre” – prøve, og efter prøven, stak et andet medlem af koret Pierre Degeyter en lille bog i hånden. Det var en samling af den netop afdøde Pottiers digte. I løbet af natten 16.-17. juni 1888 skrev Degeyter så den melodi, vi alle kender.
Det er på flere måder betegnende, at Sovjetunionen indtil 1943 havde Internationalen som nationalsang.
De danske udgaver af Internationalen er ligelede betegnende: Ikke nok med, at man har taget udgangspunkt i en svensk oversættelse, men er kommet til at smide et vers væk. Hans Laursen skal dog roses for den danske oversættelse, som er fra Social-Demokratens julenummer 1911. Den anden danske udgave – A. C. Meyers kastrerede hymne fra 1910 – skal der dog ikke gives point for…
Anarkisten Carl Heinrich Pedersen holdt et glimrende radioforedrag om Internationalen, som kan findes hos trotskisterne sammen med meget andet godt.